torsdag den 21. maj 2015
Liv
Ja vi prøver lige at puste lidt liv i bloggen her igen - der var nogle tekniske ting med den der drillede i efteråret og pludselig gik tiden, men vi ved jo, at I er flere, der læser med, så nu vil vi igen forsøge at dele de to minimenneskers hverdag på Nørrebro med jer. Vi varmer lige op med et billede fra weekenden, hvor vi var i sommerhus for at fejre farmor:)
mandag den 17. november 2014
søndag den 19. oktober 2014
Berlin
Vi har været i Berlin i fem dage af vores efterårsferie. Vi kom hjem i aftes kl. 21.30; godt trætte efter en lang rejsedag, men også fyldt op med gode oplevelser.
Det er første gang, at vi tager på storbyferie med de to rødder- altså bortset fra at vi selvfølgelig bor i en "storby" til daglig.
Vi havde valgt at tage toget derned; det var der flere grunde til - for det første ville det tage ca. samme tid med tog som med fly når man medregner indcheck mv., for det andet er det væsentligt billigere og for det tredje, og ikke helt uvæsentligt, så bliver Eivind flyvesyg, hvilket vi fik at føle sidste år, da vi var i Spanien og Eivind kastede op ud over mig i flyet på vej derned og på vej hjem sad og kiggede groggy ud i luften helt grønbleg. Han bliver også nemt køresyg, så tog måtte være løsningen. Og det var det også...
Troede vi.
Udturen gik fint: 6.30 time fra vi satte os i toget på hovedbanegården i København, og til vi kunne stige ud på tysk jord i Berlin. Undervejs kunne vi strejke ben, købe kaffe, gå på toilettet og gå lidt på opdagelse i toget. At vi havde fået den eneste plads i toget uden et vindue, syntes drengene ikke at lade sig gå på af - det var kun deres forældre, der syntes, at det var for dårligt ;)
Men da vi kommer til Berlin, går der under et døgn før lokomotivførerne begynder at strejke, og det betyder, at der ikke kører nogen tog - hverken i Berlin eller hjem fra Tyskland. Så i selve Berlin fik vi gået en del - uden det ellers fleksible togsystem måtte der jo tilbagelægges en del kilometer til fods i stedet. Det var nu også rigtig fint, og på den måde fik vi set meget mere, end vi ville have gjort, hvis vi halvdelen af tiden var under jorden i et tog ;)
I forhold til hjemturen betød det dog selvfølgelig, at det tog, som skulle have fragtet os hjem fra Berlin, ikke kørte, og at vi derfor måtte se os om efter andre muligheder. Vi valgte at købe en busbillet hjem, hvilket var rigtig godt, da alternativet var, at vi skulle med rigtig mange forskellige togbusser frem og tilbage i Tyskland, før vi kunne ende ved færgen og endelig ramme dansk jord. Så vi fik en bus direkte fra Berlin, og selvom den var forsinket og vandslangen til toilettet var i stykker, så man ikke kunne komme på toilettet, og at det selvfølgelig hverken gik værre eller bedre, end at den yngste blev så køresyg, at han kastede op ud over mig (en ferietradition måske?), så gik turen rigtig godt hjem, og de to drenge klarede det rigtig fint. Da vi endelig ramte vores lejlighed kl. 21.30 i aftes, efter at have været af sted siden kl. 8.00, var vi ikke meget mere værd, end at vi kun lige kunne sige hej til kaninen og så ellers klatre på hovedet i seng.
MEN - alt det transportmæssige bøvl er her til morgen ikke det, der fylder mest, men derimod en rigtig god tur med vores to små drenge - som faktisk er to ret store drenge, synes vi :)
Vi har set rigtig mange ting, været på restaurant og været sammen. Drukket kaffe og spist kage og nydt et virkelig dejligt efterår, som gjorde, at vi flere dage kunne rende rundt uden overtøj på og spise frokost udenfor.
Her er Eivind og Harald ved det jødiske mindesmærke. Det er, for dem, der ikke har været der, en masse betonklodser, der står på række. Perfekte at blive lidt væk i og føle sig lille imellem :)
Frokost på restaurant - at kunne pege på et menukort og sige "det der, det vil jeg gerne have", det er da en luksus, der er de få forundt, synes Harald :) "Må jeg HELT SELV bestemme?!". Så stod den på frisk pasta med spinat, ricotta og tomatauce :)
En lille dreng på en stor plads - Alexanderplatz
Eivinds ben er ikke så lange, så selvom han det meste af tiden gerne ville "gå selv", så blev han, meget mod sin vilje, engang imellem spændt fast i klapvognen, så vi kunne komme lidt hurtigere rundt
En af de helt store oplevelser for Harald var besøget på det naturhistoriske museum. Det var en af de ting, vi allerede hjemmefra vidste, at vi skulle se. Det skyldes, at de har verdens største dinosaurskelet udstillet, og det er noget, der kan få en lille dreng til at lytte :)
Men udover dinosauere, så er Harald jo vild med de fleste slags dyr - fra kryb til kæmper - så ligeså spændende som de store dinoer var specialudstillingen om fluer samme sted.
Eivind kan godt lide dyr, han kender. En af yndlingsfilmene for tiden handler om en papegøje, så de var ret spændende .
Flere fluer
Fascinerende og frastødende: fisk i formaldehyd, det er nu altså dragende - især når de står i flere meters højde og i lange rækker
Og ja - dinoerne - så store at de ikke engang kan være på billederne, men det kan ham, der kigger på dem :)
Ja, det er to dyreglade drenge, vi holder os - derfor måtte turen selvfølgelig også indenom Berlin Zoo. Af flere årsager; de har en panda (troede vi - den var så død, der havde vi ikke lige læst ordentligt op) og de har et stort akvarie - hvilket selvfølgelig er lige efter den ældstes hjerte
Eivind er ikke helt så akvariebegejsret som Harald er - han er mere til dyr med pels ;)
Efter en lang tur rundt i zoo er det tid til en snack og en øl og at hvile stængerne. Som I kan se, så er vejret godt, og overtøjet blev i tasken.
fredag den 10. oktober 2014
Så blev det ferietid
Klokken er 7. Det er lørdag. Det er første dag i efterårsferien. Der er kaffe i koppen, og Eivind og far giver et nummer :)
onsdag den 1. oktober 2014
tirsdag den 16. september 2014
Barde-finderen
I dag gik vi forbi en skole, der var ved at smide en masse gode ting ud - meget var ødelagt, men af guld var der en barde fra en stor hval; den kunne Harald da godt bruge :) Harald så meget lykkelig ud, da han fik at vide, hvad det var - det har siddet i en rigtig hval :)
lørdag den 30. august 2014
To Ryttere
Efteråret er så småt begyndt at komme, og striktrøjerne er kommet på de to rødder. I dag har vi været i Dyrehaven og "ride". Særligt Eivind er meget glad for heste, og hver gang vi ser en hest, har han sagt, at han gerne vil "op på skulderen" af den - derfor blev vi også enige om, at vi jo snart måtte få gjort noget ved det. Jeg ved ikke, om vi havde forventet, at han ville fortryde, når han først stod foran sådan en opsadlet krikke, men lige meget hvad havde vi i hvert fald ikke forventet, at han slet ikke ville trække bare en anelse i land; fortrød gjorde han bestemt ikke. Som det mest naturlige lod den to-årige sig placere på den lille hest, holdt fast i sadlen og sagde "så!"- det var som om, at det bare var det, han havde ventet på:) Både Harald og Eivind fik en pony, og så var mor og far ellers dem, der fik lov at trække dem rundt i Dyrehaven nord for København. Det var en dejlig måde at bruge en lørdag formiddag på, og det var to lykkelige drenge, der meget mod deres vilje, steg af hestene igen. Tak til "Jette" og "Stewart", som de små ponyer fra Fortunens hesteudlejning i dyrehaven hed :)
Ja, der er jo dyr i dyrehaven :)
Abonner på:
Opslag (Atom)