onsdag den 24. februar 2010

fødselsforberedelse

Så skriver vi 34+0 i dag - 6 uger til termin... for pokker da hvor tiden flyver og maven vokser.

Startede til fødselsforberedelse i går. Jeg har hele tiden gerne ville gå til noget, men det har været svært at vælge hvad og hvor. Fødselsforberedelse er nemlig ikke længere noget der bliver tilbudt gravide fra det offentliges side, men nu noget man selv skal ud og finde på aftenskoler. Jeg har jo ikke prøvet det før, så jeg havde heller ikke rigtig nogen forudsætninger for at vælge dengang jeg meldte mig til. Mit eneste krav var bare, at det ikke måtte være for dyrt.


Nu startede jeg så i går på et hold, som er her på Nørrebro. Jeg havde glædet mig meget - både fordi at så kan jeg virkelig mærke at det er "op over" når jeg nu begynder at forberede mig på fødslen, men også for at møde andre gravide... Da jeg kommer til skolen er jordemoderen den eneste anden, der er kommet og hun fortæller, at vi kun er fire på holdet. Ja, det lyder godt nok ikke af mange tænkte jeg, men hun sagde, at hun faktisk foretrak de små hold, fordi så var der også plads til alle de spørgsmål vi måtte have. Ja, det gav jo meget god mening. Et par minutter for sent er halvdelen af "klassen" så mødt op - hvilket vil sige mig og én anden. De to andre kom aldrig. Bum bum bum.... Ja så har jeg jo ikke rigtig mødt "andre" gravide men bare "en anden" gravid kan man sige hehe... Derudover mindede vi ikke vildt meget om hinanden - det kunne jo have været fedt hvis der var en anden én i tyverne, som skulle være mor for første gang, boede i københavn og derfor måske også skulle føde på Riget og evt. var studerende osv. Men nej... Min med-gravide var 35 år, havde 3 delebørn og boede i Dragør... Og skulle føde i Hillerød. Og var ingeniør... Og fik jeg sagt at hun ventede en pige? Ja, så var alt jo ret modsat mig:) Men hun var da bestemt sød nok - og hun kan jo ikke gøre for, at hun ikke opfyldte kravene i min fiktive kontakt-annonce...
Nå, men jordemoderen var i hvert fald rigtig sød og arbejdede på Riget, så det kunne jo være dejligt hvis det var hende som var på job den dag, jeg kommer og banker på - hun virkede i hvert fald rar, og synes ellers tit man hører om ubehagelige sadist-jordemødre. Desværre var vi jo altså kun hende og så os to gravide til undervisningen, og det gjorde, at det var lidt svært at holde samtalerne i gang. Det kan være jeg skal foreslå en ekskursion så vi kan få klassen rystet sammen, det hjælper også tit på snakketøjet ;)
Jeg håber at de to andre dukker op næste gang - andet ville da være fjollet for dem, de har jo også betalt for skidtet :)

mandag den 15. februar 2010

alternativt mavebillede


ja, det er altså ikke mig, der ikke kan holde kameraet lige, men som I måske kan fornemme, så har vores lille dreng en fast side, hvor han bedst kan lide at putte sig - og resultatet er altså en skæv mave til mig. Når man så aer på maven kan han finde på at rykke sig lidt - nogen gange kan det nemlig godt spænde en del når han beslutter sig for at rykke hele kroppen ud i den ene side, så bliver jeg nødt til at rykke lidt på ham, men sjovt ser det ud :) Jeg tror derudover at han har vendt sig - indtil nu har han ligget med hovedet op, men jeg tror at han her over de sidste par dage har lagt sig med hovedet ned. Det er jeg glad for, så han kan komme ud au naturel, men nu må vi se hvad jordemoderen siger om han stilling næste gang jeg skal derop om to uger... Tiden går stærkt..

fredag den 12. februar 2010

Indlæg fra en "wannabe-handyman"

På 212. dagen satte vi reolen op, og vi så, at det var godt.
Ikea har været den helt store leverandør til os i de seneste par måneder, og vores pengepung så at dét var godt.

Denne gang fik jeg lov til at afreagere som handymand på en lille reol, som nu hænger fint (og i vatter) over puslebordet. Nu da badeværelset er færdigt, kan jeg mærke, at jeg har lyst til at kaste mig over alle mulige skøre gør det selv-projekter. Men når man bor i en lille lejlighed, kan det være svært at finde den slags. For at få udfordring smed jeg manualen ud, så jeg kunne kaste mig over den forholdsvise simple reol. Efter 10 minutters hovedbrud måtte jeg fiske den op ad papirkurven igen og starte forfra. Resultatet hænger nu i vinkel og vatter, og vi har endda sat nogle ting ind i den.


I får da også lige et billede af det færdige badeværelse.. Jeg er så stolt, på trods af at jeg flere gange måtte ringe til min far for at komme af med frustrationerne over de umulige byggematerialer og besværlige opskrifter på mørtel, cement, vådrumssikring osv...

Vi takker for tålmodigheden og nyder at kunne tage bad hver dag igen! :)


torsdag den 11. februar 2010

sidste lægebesøg


Så har jeg været til sidste lægebesøg forbundet med graviditeten - næste gang jeg skal derop er når baby er en uge gammel, så nu hedder det kun jordemoder fra nu af.

Alt så fint ud som forventet - hun sagde med det samme at hun ikke var god til at vurdere vægt men syntes at han mærkedes som et stort barn - hvorefter hun skrev 1500 g. på vandrejournalen. Han skulle jo gerne veje omkring et halvt kilo mere på nuværende tidspunkt så hun havde vist ret - hun er ikke så god til det med kiloene hvis hun vurderer ham til at være stor og derefter skriver noget helt andet. "Jeg vil så nødig sætte gram på men hvis jordemoderen skrev 1200 sidst så skriver jeg bare 1500 nu" - ok så. Jeg tager det dog ikke så tungt - der er fuld gang i ham og jeg kan mærke ham alle steder i maven, så han er så stor som han skal være :)

Her er udsigten fra min læge ud over søerne i København... De har været frosset til i halvanden måned nu og sneen ligger stadig fint og hvidt på dem - I resten af København har sneen en udefinerbar grå farve og desuden mere is end sne efterhånden, men på søerne er det stadig flot og hyggeligt. Specielt når solen endelig har valgt at vise sit ansigt efter lang tids eksil. Men selvom vejret er dejligt i dag, så får det altså én til at længes endnu mere efter forår og at den sne snart smelter og solen for alvor bryder frem... kom nu!
Kan du huske dengang.... Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...