Weekenden er blevet tilbragt sammen med bedsteforældrene
Først i mormor og morfars have, hvor Harald i nattøj hjalp med at udrydde de fæle kålorme, der har slået sig ned i mormors planter. Heldigvis har far fået ansvar for insektsamlingen på skolen han arbejder på, så kålsommerfuglene blev fanget i net, og der ville Harald også gerne hjælpe til :) En tur på motorcyklen blev det også til.
Efter en solrig formiddag i mormor og morfars have gik turen mod Vig, hvor der var støttearrangement for den nedbrændte hal. Vejret var desværre ikke helt på arrangørenes side, men når man er knap 2,5 år, så er det ikke noget der ikke kan klares med regntøj, brikjuice, pølse med brød, chokolade, farmor, farfar og Big Fat Snake
Harald dansede og syntes at det var skønt regnen til trods
Og når man er syv uger, så kan man jo bare tillade sig at trække sig tilbage i sin vogn og sove fra det dårlige vejr ;)
Hjemme igen blev det i dag, søndag, fars fødselsdag. Vi har fejret den ved at være en tur på legeplads hvor vi spiste kage og kørte på motorcykel (venligst udlånt af en sød dreng på pladsen) samt handlet ind til i morgen, hvor bedsterne kommer for at fejre far, der har rundet hele 27 år.
Han er en heldig mand ham Kristian, sådan at blive vækket af to små gutter, som forguder deres far så meget
Til aften har Harald hjulpet med at gøre kagen til gæsterne i morgen klar. Han er en god hjælp i køkkenet den lille skrubbe
Og nu bliver der sunget "Tre Små Soldater" inde fra Haralds værelse, så nu er dagen vist snart slut :)