Jeg var i går til hvad jeg troede var et "rutinetjek" hos jordemoderen i anledning af de 37 uger. Når man er 37 uger er man inden for termin og kan (i teorien) gå i fødsel... Jeg lægger mig på briksen og jordemoderen mærker efter osv. - og hun syntes "godt nok at han har en meget rund numse i forhold til at den skulle ligge opad". Hun var altså dermed sagt i tvivl om hvorvidt han vendte rigtigt. Dette kunne afgøres ved en scanning, som vi så var til i går aftes på Rigshospitalet, og ganske rigtig - Lillefyr ligger med hovedet opad.
Vi fik derfor en tid til et vendingsforsøg i dag kl. 9.30, hvor de ville forsøge at vise ham udgangen. Vi fik målt hjertelyd osv. og alt var perfekt. Jeg fik noget medicin, som fik mine muskler til at slappe af, så jeg ikke ville få veer når de begyndte at mosle med ham. Så gik lægen ellers i gang med at prøve at vende baby og han kom da også halvvejs rundt, men så dykkede babys hjertelyd og han kunne simpelthen ikke vendes. Normalt bliver man tilbudt to vendingsforsøg, men lægen ville ikke prøve igen, netop fordi babys puls dykkede, så der måtte altså være en grund til at han ikke selv har vendt sig - det kan f.eks. være at navlestrengen er for kort, som den var på mig selv, hvilket sagtens kunne være genetisk sagde lægen...
Så nu skal vi have vores lille dreng ud ved kejsersnit, som kommer til at foregå d. 31. marts. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det ikke kan foregå på den "naturlige" måde, men hellere et planlagt kejsersnit end en sædefødsel (nej tak!) som kan risikere at ende i et akut kejsersnit.
Så nu glæder vi os til d. 31. marts hvor vi bliver forældre :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar