søndag den 27. november 2011

Jul i Frejasgade

Ja, vi synes selv at vores gade har sådan et fint navn, at det næsten lyder som en julekalender. Og nu er det jo jul- i dag er det nemlig 1. søndag i advent.
På trods af at Harald var 9 mdr. sidste år, så er det lidt som om at det her er hans første "rigtige" jul- fordi han nu kan være lidt med til de ting, som man laver i julen. I dag har han f.eks. hjulpet med at pynte op, lavet juledekoration (stikke gran i ler er sjovt), danset til julemusik og spist pebernødder.

Her kommer der dog som det første lige et billede fra den anden dag, hvor menuen stod på spareribs- noget den lille dreng i den grad nød! Benene var suget helt bare da Harald var færdig med dem.


Morgenen på denne første søndag i advent startede med, at vi sov dejligt længe: Harald vågnede først kl. 7.45, hvilket er virkelig virkelig sjældent det sker. han plejer at vågne senest 6.30. Så mor, der ellers er meeeeget træt for tiden, følte sig faktisk helt veludhvilet, da den lille dreng vækkede hende med et vådt savlende møs på kinden efterfulgt af kommandoen "døvduger!". "Døvduger" betyder "støvsuger" og er det første Harald spørger efter om morgenen - han elsker simpelthen at støvsuge. Det er selvfølgelig også fint nok, men efterhånden er mor og far lidt trætte af larmen fra støvsugeren og ikke mindst de mærker den sætter på de nymalede vægge, når røret bliver svunget rundt af Harald. Så i morges bildte mor Harald ind, at støvsugeren stadig var træt, og at vi hellere måtte lade den sove. Så vi lod støvsuger og farmand sove videre, mens vi stod op og bagte boller og så Malle Mus.

Så byggede vi en hule og vækkede far- iiih det var hyggeligt, syntes Harald.


 Det er en god hule og Harald sidder nærmest og hyperventilerer af spænding når han er derinde - det er meget, meget, meget sjovt at være i en hule åbenbart :)

Efter morgenmaden skulle der lige tegnes lidt. Harald vil helst have tegnet "døvdugere" eller "bubaaa" (støvsuger eller ting der sige "babuuu"). Så der bliver tegnet mange brandbiler med tilhørende lydeffekter herhjemme.




Så skulle der gøres juleklar! Der skulle både ryddes op og heldigvis også støvsuges (man ved når man tager støvsugeren frem, at man også skal tage den grådkvalte afskedsscene der unægteligt kommer, når det er tid til, at støvsugeren skal tilbage i skabet igen, men sådan er det jo).

Først skulle tæpperne fra hulen pakkes sammen


 Og så blev adventkransen tændt. Vi tænder alle lysene med det samme, for vi har aftaler mange af adventdagene, så ellers får vi slet ikke nydt den nok - så vi snyder :) Harald siger "nææææh" og ser begejstret ud hver gang en tændstik bliver strøget og et lys tændes




Derefter skulle der bages pandekager
 Og ike mindst prøvesmages pandekager, inden dagens gæster: Faster Signe, onkel Kenny, kusine Clara og faster Anne kom. Man skulle jo nødig risikere at servere dårlige pandekager!

Harald tog sig af testtjansen




 Hey hey hey - onkel Kenny har en mobil! Af fremmed art - det er nemlig ikke en iPhone... Meget mærkeligt, men også fascinerende synes Harald at tænke, der indtil nu kun er stødt på mobiler af apple-arten i familien.
 Harald ville gerne ringe til "barbar" (farfar), så det gjorde de via Facetime (en slags videotelefon hvor man ser dem man taler med). Harald havde tidligere på dagen fundet en bog frem med traktorer og fortalt mig (mor) om "grador" (traktor) og "barbar"- Harald var nemlig i går med sin farfar ude og se på traktorer, hvilket var meget spændende, syntes Harald. Så nu blev der lige ringet til farfar og farmor for at få genopfrisket minderne.

 Kusine Clara er også med på en lille snak :)

Efter aftensmad og kort inden afsked blev der lige tid til en dyb samtale mellem de to små.

Ved du hvad kusine, du burde prøve min sut, den er altså virkelig god

"Sgo" (værsgo) efterfulgt af "gak" (tak) og sutten blev proppet i munden på Clara

Og så tog Harald Claras sut. Og Harald havde ret syntes Clara - det var en virkelig god sut!
Glædelig første søndag i advent til jer alle :)

lørdag den 19. november 2011

:)


Så skulle badet også lige afprøves i det nye badeværelse...
 Og det er ligeså godt som i det gamle :)



"Bade bade" siger Harald...

Harald er meget optaget af sin mormor for tiden. Hver gang han ser en telefon siger han "mormor hallo", hvilket betyder vi skal ringe til mormor, og hver gang det ringer på døren løber han ud i gangen mens han siger "mormor"...

I dag besluttede Harald at tage sagen i egen hånd- han ville ringe direkte til mormor og lukke hende ind med det samme.
 Først skubber man skammelen hen til dørtelefonen - den må da også kunne ringe....

 Hvem ringer du til Harald? "mormor halloooo"
 Nu skal jeg lukke dig ind med det samme mormor
 
 "Halloooo mormor????"

Svarer hun ikke Harald? "Nej"



Og så måtte vi jo lægge på igen, uden mormor på besøg... øv bøv!

fredag den 18. november 2011

Så er der endelig nyt!

Ja, vi har jo haft travlt med at flytte, så kameraet har desværre fået lov at ligge lidt for sig selv i et par uger, ligeså har bloggen. Men nu kommer der endelig lidt nyt til vores trofaste læsere, nu sendt til jer fra vores nye hjem i Frejasgade.

Vi har nu boet her i lidt over en uge, og Harald har taget rigtig godt imod sit nye hjem. Vi (eller i hvert fald jeg) havde ellers gjort os mange nervøse tanker om, hvordan han mon ville reagere, når han blev flyttet fra det hjem han kendte og havde boet i "hele sit liv". Men der har ikke været så meget som én eneste negativ reaktion- tværtimod er den lille dreng rigtig, rigtig glad for sit nye hjem. Han har jo ligesom os, fået mere plads omkring sig, så nu er der plads til at køre på sin legetøjs-scooter indenfor og til at sidde lidt for sig selv i hjørnet og bygge med klodser, hvis man bare har lyst til det. Han nyder tydeligvis al pladsen, og ikke mindst sit nye værelse. Han leger ikke så meget derinde endnu, men han henter gerne ting derindefra, og når han kommer hjem fra vuggestue sætter han straks kursen mod værelset og siger "lege lege", for at gå ind og finde eftermiddagens tidsfordriv. Ligeså falder han fint i søvn på sit eget værelse- alt i alt, stor succes med flytning for Harald.

Her er lidt billeder af Harald i de nye omgivelser. På et tidspunkt skal vi også nok få taget nogle af lejligheden, så I alle kan se, hvordan vi bor nu :)

Farmor har syet en sækkepude til Harald i indflytningsgave- Farmor var også leveringsdygtig i Haralds første sækkestol, som I kan se den lille hobbit ligge i her:
 Men nu her snart 20 mdr. efter, var det på tide at stige i sækkestolsstørrelse
 Og den er god skulle vi hilse og sige - den kan man se meget tegnefilm i :)

Livet fortsætter sin vante gang, blot i nye omgivelser- der skal også gøres natklar i en ny lejlighed:

 Der skal vaskes hænder
 tørres hænder ("tørre tørre" siger Harald)
 og tørres far

Nu er vi næsten helt på plads i vores nye hjem: Kasserne er pakket ud osv. I dag kommer vores nye seng - øj, vi glæder os, nu har vi sovet på sofaen i en uge. Ellers er det kun et par småting som f.eks. et par hylder mv. der mangler.
 I går hjalp far Harald med at sætte lister op i gangen
 Nu skal du se far, jeg holder her, og så hamrer du
 Nu skal jeg finde dig et søm far
 skulle man smage på det?...
Så skruer vi også lige lidt... sådan, så sidder den dér!

En anden stor ting i vores lille familie er jo, som de fleste nu ved, at Harald skal være storebror til juni. Så snart kommer den her blog til at handle om to snyltere :) Der er endnu ikke så meget at fortælle om den lille ny - vi har set den til en scanning og den lever og har det godt. Vi skal til scanning igen i midten af december. Når maven begynder at bule ud vil der sikkert være mere at rapportere- lige nu har Harald bare en lidt træt og kvalm mor, men det går nok snart over. Vi glæder os i hvert fald rigtig meget til en lille sommerbaby og til at Harald bliver storebror.
Kan du huske dengang.... Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...