søndag den 11. november 2012

10.11.12

I går aftes, d.10.11.12, kl. 20.18 udbrød der brand i vores ejendom. Kl 20.32 sad vi med to små unger i en brandbil ude foran vores hjem, mens ca. 10 brandmænd og røgdykkere smadrede vinduer, brød døre ind og sprøjtede med vand for at slukke den brand, der var brudt ud i kælderen under os. Der var gået ild i en tørretumbler og den havde spredt sig til nogle malerbøtter med oliebaseret maling.

Kl. 20.18 sender jeg en sms til en veninde om, at jeg er på vej ud af døren. Jeg skulle mødes med hende til en fest. Ungerne sover og far er placeret i sofaen. Jeg går ud i køkkenet for lige at snuppe et glas vand inden jeg svinger mig op på sadlen. Da jeg kommer ud i køkkenet lugter der mærkeligt, og jeg kalder på Kristian. Der lugter af brændt plastik, så vi tjekker spotsene i loftet, komfuret mv. Kristian åbner døren til bagtrappen og ind vælter det med røg. Kristian løber ned i kælderen hvor røgen kommer fra, mens jeg griber telefonen - jeg løber ind og lukker dørene til hvor drengene  sover, løber derefter ud i opgangen og banker på hos alle naboer og siger at de skal komme ud, det brænder. Samtidig får jeg ringet op til brandvæsenet og sagt at vi har ild i vores kælder. De er af sted med det samme. Vagthavende spørger om jeg ved hvad der er ild i, og efter at have kaldt på Kristian nogle gange svarer han at det er tørretumbleren. Vagthavende siger at jeg skal sørge for at Kristian op derfra - det kunne være giftigt og farligt. Så jeg kalder imens jeg får skiftet fra stiletter til gummistøvler. Jeg løber ind og får kylet begge unger i hver deres sovepose. Lægger Eivind ovenpå Harald og løber ud på gaden med dem begge. Selvsagt ikke den sjoveste opvågning for sådanne to små. Vi får lov at komme ind i brandbilen og sidde. "Hvor er far henne?" spørger Harald. Heldigvis var Kristian kommet op fra kælderen - helt sort i hovedet, med røde øjne og uden sko på... Kristian havde prøvet at slukke ilden, men kunne godt se at det var umuligt til sidst og måtte skynde sig op, da ilden bredte sig og røgdannelsen var massiv.

Kl. 20.32 bliver min veninde ringet op -fest må blive en anden gang.

Harald var bange. De brandmænd han ellers dyrker i stor stil på tegnefilm og Youtube var pludselig meget store, stemningen mere alvorlig og ja - så var det jo midt om natten og i nattøj for en lille dreng. Men han klarede det flot.


Efter knap to timer i brandbilen kunne vi komme op i vores lejlighed igen. Efter besøg af ISS skadesservice blev lidt tøj blev pakket og turen gik mod Holbæk for at overnatte hos farmor og farfar - der skulle luftes massivt ud. Trygt hjemme hos farmor og farfar omkring midnat gik to små drenge kold efter en begivenhedsrig aften.

Nu er vi vendt tilbage til et hjem der heldigvis er her endnu, men lugter lidt spøjst. Vores underbo var ikke hjemme, og derfor blev det først opdaget da røgen nåede helt op til os. Det er også ved vores lejlighed brandalarmen sidder. En million hvad-nu-hvis-tanker er blevet tænkt i dag, men de nytter ikke noget. Vi har mistet flere materielle ting i kælderen - blandt andet var det vores tørretumbler den, der gik ild i, og det var også vores tøj der lå i den. Men heldigvis er alle ok og blev tjekket for røgforgiftning på stedet...



 Som en lille gave og lidt opmuntring fik Harald en brandhjelm og en malebog af de flinke brandmænd da al faren var drevet over. I dag snakker Harald om det som en spændende oplevelse, men tilføjer dog også jævnligt til historien "jeg blev lidt forskrækket mor"... og det kan vi godt forstå. Det gjorde vi jo også.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kan du huske dengang.... Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...