Som to dråber vand?

Som der stod i sidste indlæg, så lignede Eivind sin storebror på en prik, da han kom ud for et halvt år siden. Kun sølle 100 gram adskilte de to brødre fra at være tro kopier af hinanden. En ting er dog, hvordan han så ud, noget andet, vi var spændte på, var ikke mindst: Hvad er han for et lille menneske? Da vi jo kun har haft Harald, var det nemt at antage, at Eivind, nu hvor han lignede den ældste, også ville være lige sådan. Dette er dog langt fra tilfældet - selvom Eivind kun er et halvt år gammel, så er de to drenge meget forskellige; i hvert fald sammenlignet med Haralds første halve år.

 Harald græd meget i det første halve år. Solen er gået op og ned over Nørrebro mange gange, mens vi stod med en grædende dreng i vores arme. Han ville ikke sove - var vågen mange nætter og meget lange stræk om dagen, sov engang imellem en lur på 20-30 min. mens man vuggede ham, og så vågnede han ellers igen. Kristian har gået rundt mere end en gang kl 4 om natten med Harald i en barnevogn i silende regn, og ikke sjældent skete det, at Harald midt om natten røg i autostolen og ud for at køre med far rundt om byen, så mor kunne sove lidt imens. Han var og er den dejligste dreng, men vi har haft vores hyr med at få ham til at sove. Det har vi til dels stadig, selvom der kun er to mdr. til han fylder tre år... Fandens stædig det lille krapyl (hvilket han ikke er faldet af på med alderen, skulle vi hilse og sige). Han var dog en glad baby, når ikke det hele drillede, en rigtig selskabsløve og kunne være oppe længe og charme sig gennem diverse fester. Hvor der er fest - der ville Harald være, og sådan er det stadig. Så kom tiden, hvor han ikke længere kun skulle ammes. Fra første dag efter han var fyldt 4 mdr., kørte Harald grød ned i stor stil og smaskede sig veltilfreds gennem alt, på sin halvårsdag fik han sin første leverpostejsmad - lykken var stor! Efter en omgang indtagelse og indsmøring af postej stod den hver aften på et bad for den halvårige; igen en fest for Harald, der hvinede, baskede og grinte, så snart han så det røde badekar. Harald har altid sat pris på de små ting. Det beundrer jeg ham meget for. Måske er det blot et stadig uskyldigt barnesind, der gør det, men jeg håber, at det bliver ved.

Nu er Eivind et halvt år gammel. Da han fyldte fire måneder, sagde jeg til Kristian "Hvor blev de der fire måneder af, hvor vi skulle være oppe om natten?". Frygten for en dreng med samme "sovehjerte" som Harald havde været helt reel i ugerne op til terminen - man kan vel nærmest tale om en slags præ-fødselsdepression engang imellem- dét ville vi ikke kunne klare igen (selvom man selvfølgelig kunne være nødt til det). Al frygt er dog blevet fejet af vejen af den lille dreng, der om nogen sætter pris på at få sin nattesøvn. Især de første par måneder snorkede lillebror sig gennem livet. Senere er han heldigvis vågnet op til dåd og tager nu et par lure om dagen (som moderen dog godt så var lidt længere, men lad nu det ligge) og kommer i seng kl 19, hvor han så sover til næste morgen. Han skal lige have lidt mad undervejs, men så længe vi kan lægge os til at sove bagefter, så er der ingen klager herfra - når blot der ikke skal vugges, lulles, synges, køres i barnevogn, bil osv. osv., så føler jeg mig meget heldig. Vi kaldte Harald "verdens gladeste dreng" dengang han var baby - lillebror er mindst ligeså fro. Selskabshjertet har han dog ikke helt arvet. For mange mennesker kan godt give flæbe-læbe og overstimulering af det lille sind - noget af det eneste, der kan få lillebror til at stikke i hjerteskærende og vedvarende gråd. Så han er ikke så nem at tage under armen til diverse fester, som Harald var. Men det er også helt i orden - han klarer det fint, så længe han kan sidde hos en, han kender, og han vil gerne snakke, hvis man bare lige præsenterer sig først. Han griner, så man bliver afhængig af det, og dem han kender får de største smil. Han er også begyndt at få rigtig mad. Vi startede for to måneder siden, og har så holdt en pause på nogle uger, fordi han har været meget syg i december. Nu er vi startet op igen for fuld skrue, men lillebror er ikke helt så vild med den ide, som Harald var. Jojo - det der grød med sveskemos i smager da meget godt, men så snart, der er noget, der ligner en klump, så ryger det hele op igen; vældig veludviklet brækrefleks må man sige. Så ingen leverpostejsmadder på halvårsdagen her. Det kan nu også tidsnok komme. Så når vi til badet. Harald svømmede som sagt lystigt rundt fra han blev født. Eivind er lidt mere skeptisk. Faktisk så skeptisk, at vi i lange perioder har måtte opgive at give ham bad og bare etagevaske. Han skreg simpelthen og hyperventilerede mens øjenene var helt åbne. Ikke meget hygge ved det. Det har været lige meget, om det har været karbad eller brusebad- Eivinds dødsangst er åbenbart for nærværende til at skulle have vand i hovedet. Men i aftes, da aftensmaden havde stået på laks og kartofler - også til yngstearvingen- der var han nødt til at komme i bad. Selvom man prøver at nå ind med en klud, så kan man ikke komme helt ind og vaske det laks, der har lagt sig for at dø i en fold under en fold, væk. Harald skulle også i bad, så det tidligere omtalte røde badekar blev fyldt, og så måtte vi jo bare se at få vasket Eivind hurtigt og få det overstået.

Men kodeordet var åbenbart "Harald", for at være i bad med storebror er en sjældent set succes. Eivind så noget betuttet ud, da han først blev sat i karret, men så kiggede han op, fik øje på Harald, fik kylet en svamp i hovedet (nå ja, Harald var jo også begejstret), og lige da moderen troede, at nu ville filmen knække for Eivind - ja så begyndte han at grine helt vildt.

Så der sad de to skrubber i 20 minutter og plaskede og grinte. Jo mere Eivind grinte, jo mere plaskede Harald og jo højere grinte Eivind igen.

Så al bekymring om, hvorvidt lillebror nogensinde ville komme til at kunne lide vand er nu skyllet bort - Lillebror kan lide alt, så længe storebror er med.